It has been a long year for me. I had to stop teaching at Pole Republic at the end of January and I found myself with nothing to do.
February was okay, it was cold and being inside with the husband was just the coziest. I even did some traveling with my mom that visited me.
But then it hit me hard. I spent a lot of time just sitting at home. I watched a lot of movies, read a lot of books, continued to learn more Danish. I decided that I was bored and started training like crazy, no rest days, until, after a few weeks, my body decided to shut down.
I had forgotten a fundamental lesson: Exercise should be a habit, not an addiction.
So I rested, but never stopped. I would always go at least once a week to train for a couple of hours. I knew it was necessary.
Some of you know the story. I started to do aerial fitness back in 2011, and sometimes I would go for a couple of months and after just do it sporadically. Then, during 2017, I enrolled in a circus school which was a lifesaver when my great new job became an awful and psychologically exhausting one. It was troubling and all I could think about.
But somehow, climbing the silk, being all alone up there, having to hold myself, focus on not falling, remembering the sequences, even smiling, helped me go through everything. It gave me a different perspective on my situation. Yes, it was bad and it was unfair but I could not do much, so why not untangle the mess on my head by wrapping myself around.
The endorphins were great, the feeling of triumph every time I could nail a new sequence, and the clear mind that I had after every training were priceless.
Before I even moved to Denmark, I started to look for where I could continue with this habit.
I found Pole Republic and fell in love with the supporting community, it helped me meet people in a new city, I found friends. Pole Republic not only gave me an excuse to go out when it was cold, but also gave me many experiences that I cherish.
So, when I learned that I had to be out of work for an undetermined amount of months – and society, basically, I cannot even volunteer! – I panicked, again: it was so unfair, so bad! But at the same time I was relieved that I had a safe space, filled with friendly and supporting people, where I was wanted, valued and I could go to release my emotions in a healthy way.
The situation still troubles me, sometimes I cannot fall asleep from overthinking. Then, I like to play with sequences in my head. I like to connect movements and imagine myself going through those transitions until I fall asleep.
When I am up in the air – usually upside down – my mind is gone from any other thought except keeping myself safe and alive. It forces me to be creative and active. It allows me to dance, to express myself.
And after every class or training, I leave happy and grateful, and with a smile and a motivated mind.
// Andrea
Hvordan luftakrobatik har hjulpet mig med at holde mig mental stærk… to gange
Det har været et langt år for mig. Jeg blev nødt til at stoppe som instruktør hos Pole Republic i slutningen af januar, og jeg havde ikke noget at lave.
Februar var okay, det var koldt og at være inde med min mand var bare så hyggeligt. Jeg tog endda på nogle rejser med min mor, som besøgte mig.
Men så ramte det mig hårdt. Jeg tilbragte meget tid med bare at sidde hjemme. Jeg så mange film, læste mange bøger, fortsatte med at lære mere dansk. Jeg begyndte at kede mig, så jeg trænede sindssygt meget, uden tid til at hvile mig, indtil min krop lukkede ned efter nogle uger.
Jeg havde glemt en grundlæggende lektie: Træning skal være en vane, ikke en afhængighed.
Så jeg anerkendte, at jeg havde behov for at hvile mig, men jeg stoppede aldrig helt med at træne. Jeg ville træne mindst én gang om ugen i et par timer. Jeg vidste, at det var nødvendigt.
Nogle af jer kender allerede historien. Jeg begyndte at dyrke luftakrobatik tilbage i 2011, og nogle gange tog jeg til træning i et par måneder i træk, herefter gjorde jeg det mere sporadisk. Jeg indskrev mig i 2017 på en cirkusskole, og det blev en redning for mig, da mit fantastiske nye arbejde efterhånden blev forfærdeligt og psykologisk udmattende. Det var bekymrende, og alt hvad jeg kunne tænke på.
Så på en eller anden måde, blev det at klatre silken, helt alene, hvor jeg var nødt til at holde mig selv oppe, fokusere på ikke at falde, huske sekvenserne og samtidig smile, til en hjælp med at gå igennem alt. Det gav mig et andet perspektiv på min situation. Ja, det var dårligt, og det var uretfærdigt, men jeg kunne ikke gøre meget, så hvorfor ikke afvæbne forvirringen i mit sind ved at pakke mig selv ind i silken.
Endorfinerne var dejlige, følelsen af at sejre hver gang jeg kunne klare en ny sekvens. Det gav mig et klart sind, som jeg fik efter hver træning. Det var uvurderligt.
Før jeg flyttede til Danmark, begyndte jeg at kigge efter, hvor jeg kunne fortsætte med denne vane.
Jeg fandt Pole Republic og blev forelsket i det støttende fællesskab. Det hjalp mig med at møde folk i en ny by. Jeg fandt nye venner. Pole Republic gav mig ikke blot en undskyldning for at gå ud, når det var koldt, men gav mig desuden mange oplevelser, som jeg værdsatte.
Da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne være en del af arbejdsmarkedet i et ubestemt antal måneder – og faktisk ikke være en del af samfundet, kunne jeg ikke engang være frivillig! – jeg panikkede igen: Det var så uretfærdigt, så slemt! Men samtidig var jeg lettet over, at jeg havde et sikkert sted, fyldt med venlige og støttende mennesker, hvor jeg var ønsket, værdsat og hvor jeg kunne tage hen for at frigøre mine følelser på en sund måde.
Situationen bekymrer mig stadig, nogle gange kan jeg ikke falde i søvn. Jeg tænker for meget over tingene. Så kan jeg lide at afspille sekvenser i mit hoved. Jeg kan godt lide at forbinde bevægelser og at forestille mig selv at gå gennem disse overgange, indtil jeg falder i søvn.
Når jeg er i luften – normalt på hovedet – er mit sind væk fra enhver bekymring, bortset fra at holde mig i sikkerhed og i live. Det tvinger mig til at være kreativ og aktiv og giver mig mulighed for at danse og udtrykke mig selv.
Efter hver træning forlader jeg stedet med følelsen af at være glad og taknemmelig, og med et smil og et motiveret sind.