Nemesis – det uovervindelige trick

Og det er frygtindgydende, horribelt, uopnåeligt og uovervindeligt… det er...
nemesis pole trick

Sommerferien er slut og vi er tilbage i dagligdagens trummerum. De fleste af os er kommet tilbage i træningsrytmen og skal til at genopbygge både muskler og hud-hærdning efter en mere eller mindre længere pause. Og lige pludselig, netop som du tænkte: ”Hold da kæft, det kører for mig i dag! Trods den lange pause har jeg godt grip og jeg føler mig faktisk stærk!” – så står du ansigt til ansigt med det. Du møder det når instruktøren siger: ”Og det næste trick vi skal lave er….”

Og det er frygtindgydende, horribelt, uopnåeligt og uovervindeligt… det er…

DIT NEMESIS MOVE!

Og vi er alle sammen bekendt med det grimme ansigt. Og vi har alle sammen det ene move, som vi bare ikke kan opnå. Uanset hvor hårdt vi prøver, hvor meget vi øver os, hvor stærkere eller smidigere vi end bliver, så lykkes det bare ikke. Og det gælder uanset om vi dyrker poledance, aerial hoop eller aerial silk. Og nogle gange føler vi, at vi er tættere på at få den, men! Det skete alligevel heller ikke den dag.

Så hvad skal man gøre?

Det er som om, at jo mere man prøver at opnå det trick, jo flere personer er der rundt om en, der opnår det. Og selvom man jo ikke vil være jaloux, så er det bare rigtig svært ikke at blive mere og mere irriteret på sig selv, over at man bare ikke får den! Du gør jo det samme som de andre! Eller hvad…?

Måske er der noget du ikke gør helt som de andre.. og det kan være præcis dét du har brug for. Det handler nemlig bare om at vende det rundt til inspiration og ikke irritation. Selvom der er ild i dine øjne og røg ud af dine øre, må du tage en dyp indånding og slukke ildebranden. Det kan være ekstremt nyttigt at spørge menneskerne rundt om hvad de gør, for med stor sandsynlighed, vil der være et eller andet, en helt lille ting, de gør anderledes. Og jo flere ting du kan indsamle, jo mere kan du forfine din teknik. Og forhåbentlig, vil du kunne opnå tricket efter nogen tids øvelse med den forfinede teknik. Vær heller ikke tilbageholdende med at spørge din instruktør, om hun vil give dig nogle tips.  Derudover så er der altså også virkelig noget i det mindset du går til tricket med. Når vi skal til at udføre tricket tænker vi ofte: ”Det er det dummeste trick i verden, og jeg kan alligevel ikke!” og hvad sker så? SÅ KAN DU! .. Nej. Det er jo løgn. Selvfølgelig kan du ikke. Ikke med den attitude! Så er der gange hvor vi tænker: ”I dag kan jeg nok godt, det er et dumt trick, men jeg kan sikkert godt i dag!” Men det vil altså heller ikke hjælpe dig. Du bliver nødt til at sige til dig selv: ”I dag kan jeg 100% godt det trick! Jeg føler mig stærk, smidig og mere klar end nogensinde! I dag gør jeg det bare!” Og jaja, så er det ikke sikkert du kan – det ved vi godt. Men det er helt sikkert den rigtige attitude at gå til det med!

Og når du så en dag opnår tricket, når du har overvundet det uovervindelige og bekæmpet dæmonerne, så er det vigtigt at holde tricket ved lige! Men det er lige så vigtigt ikke at overgøre det, for så kan du potentielt blive skadet også kan du ikke lave tricket i et godt stykke tid. Så hold det ved lige på en fornuftig måde.

Så for at opsummere:

  1. Find inspiration hos andre
  2. Hav en positiv attitude
  3. Øv dig – og bare bliv ved! Du skal nok få den en dag!