Katrins første gang...

Har du nogle sinde undret dig over hvad der sker, når man tager en gammel, stædig, for ikke at nævne usmidig fodboldspiller, og putter hende 1,5 meter over jorden i en forstørret tung hulahopring? Ærligt, havde jeg heller aldrig skænket mig selv tanken – men jeg må sige det var noget for sig selv..

Som den gamle, stædige fodboldspiller jeg nu er, havde jeg aldrig overvejet tanket om Aerial Hoop fitness. Jeg så det som noget fis, en dårlig efterligning af et cirkusnummer jeg mindes at have set som barn. Jeg tror faktisk aldrig jeg har skænket ’ringen’ en tanke igen, efter jeg lagde min halvspiste candyfloss på gulvet og gik ud af manegen. Dog har jeg, som alle andre, en god veninde der er fuld af gode idéer og mente at det her såkaldte ’fis’ da lige var noget for mig, så jeg tænkte at jeg ikke havde noget at miste ved at forsøge.

Fællesskab og faste baller

Katrin i aerial hoop

Da det endelig lykkedes mig at finde hoveddøren til Pole Republic (ja, jeg er tilflytter til Købehavn, så jeg bliver nemt væk) bliver jeg fra første skridt ramt af en bølge af smil og grin. Jeg indrømmer at jeg var en smule tvivlsom! Jeg var vant til en træner, der råbte af mig fra jeg mødte op på banen, og her havde jeg så god tid til at klæde om, hyggesnakke, pjatte og meget mere. Atmosfæren var så afslappet – men igen tog jeg fejl. Træningen begyndte og måtterne blev lagt ud på gulvet. Styrketræning – min værste fjende. Vores underviser, der ude i entréen havde været noget af det sødeste, blev på et sekund min værste fjende! Flere mavebøjninger og squats end jeg samlet havde lavet den sidste måned. Åh gud, hvordan skulle jeg overleve?
Igen overraskede jeg mig selv, og overlevede. Mit første milepunkt, ”overlev opvarmning”, var nu nået. Nu kom milepunkt to: ”Kom op i hoop’en”.

 

 

Ring on fire

Katrini aerial hoop

Op i ringen kom jeg – og ned lærte jeg hurtigt, at man altid kan komme. Vores underviser viste en masse fancy tricks – Det så alt sammen så elegant ud! Jeg ved ikke hvad hun sagde eller gjorde, men på en eller anden måde kom jeg tilbage i ringen, og vendte og drejede mig. Jeg er ikke sikker på, hvordan det så ud på afstand, men mindes ikke jeg nogle sinde havde følt mig så let og elegant før!
Mine arme syrede, min mave gjorde ondt, mine hofter havde snart vendt sig så mange gange på hoop’en, at jeg ville have blå mærker frem til jul næste år – men åh, den følelse af ikke at have lyst til at stoppe efter endt træning, havde jeg sjældent følt!
Vi blev hængende i studiet lidt tid efter vi havde ryddet op. Snakken gik på løst og fast og stemingen var i top. Det var som om, at vi alle var en lille familie. En familie skabt af en fælles interesse: At vende vores fitness på hovedet. Det var fantastisk.
 
Dagen derpå kunne jeg godt fornemme at min krop ikke var vandt til at lave noget… Overhoved. Jeg var så øm i mine arme, at jeg ikke kunne lukke mine bukser. Jeg kunne ikke hoste eller grine, fordi mine mavemuskler var overbrugte. Mine hofter og knæhaser var et stort blår mærke.
Jeg var så ødelagt i hele min krop – og min eneste tanke var: Hvornår har vi træning igen?

// Katrin, medlem hos Pole Republic

DK
EN