Jante er en idiot i for små sko

Du står over for et valg og det eneste du kan tænke på er, om du kommer til fejle hvis du kaster dig ud i det. Hvad hvis du ikke er god nok? Hvad hvis du bliver til grin..?

Helt ærligt, så var det også de spørgsmål, der virkelig fyldte meget i vores hoveder da vi skulle overveje om vi skulle tage det næste skridt og blive selvstændige - sammen. For hold da helt op, der ligger en masse tanker bag sådan en beslutning.

jeg er ikke god nok

Jante er en idiot i for små sko

Den værste, men nok også mest hyppige tanke, der ofte kommer op i en iværksætters hoved er nok, hvad nu hvis det ikke lykkes? Fordi .. ja, det er da bare knap så fedt at sidde ved middagsbordet en lørdag aften når vennerne eller familien spørger hvordan det går med virksomheden, og man ærligt må erkende, at det ikke går helt så godt, så man er nødsaget til lukke ned. Følelsen af fiasko og at ”jeg var bare ikke god nok” er en følelse de fleste af os har svært ved at håndtere, uanset hvilken situation den kommer af. Om end den kommer fra at skulle lukke en virksomhed, blive fyret, at droppe ud af studiet eller noget andet, så er det en rigtig øv følelse. Følelsen af fiasko er en følelse som vi mener, er meget påvirket af omverdenen. Vi har en tendens til i dagens Danmark at mange emner bliver et tabu. Vi tør ikke rigtig spørge ind til eksempelvis fyringer, dropningen af studie eller familieforhold. Men hvorfor skal følelser, også de negative af slagsen, tabuiseres? Vi har jo lært at tale et sprog – så lad os da bruge det! Det er blandt andet ved at tale med hinanden, man kan lære af sine og hinandens fejl, og hvis ikke du ikke tør fejle, tør du ikke lære. Vi mener bestemt, at ved at starte vores egen virksomhed, opbygger vi nogle stærke, brugbare og lærerige kompetencer, og hvis det uheldige skulle ske og vi måtte lukke Pole Republic, er det ikke fordi vi ikke var gode nok. Tværtimod…

Til en af de mange foredrag vi deltog på i opstartsfasen af virksomheden, var der et klogt råd. ”Hvis du ikke tør fejle, så er du ikke klar til at blive selvstændig.” For som der blev indskudt, er det ikke sjovt at gå fra at være selskabets ”dronning” til selskabets ”medlidenheds-joker”. Det vendte nogle tanker i hovedet, men åbnede også op for en provokation, for hvorfor skal man føle, at man ikke er lige så god hvis man failer? I det mindste har vi prøvet! I det mindste gik vi efter vores drøm! Vi fik præsenteret en chance foran os, og vi greb den. Og hvad hvis vi ikke gjorde? Så kunne vi stå dér om 10 år og ærgre os over, at vi ikke turde tage chancen da vi unge og friske. Nej, nej, nej.. Det kan du godt glemme, Jante. Selvfølgelig skulle vi da hoppe ud i det. For vi er gode nok, vi kan hvad vi vil og vi ved hvad vi kan, vi er kloge nok og vi ved, at vi duer til noget! Og ja, I må da gerne grine af os hvis vi fejler, for vi griner med jer og vi er ikke bange for at indrømme vores fejl! Men vi taler også med jer bagefter, for vi vil vide, hvad det er vi griner af, så vi kan lære af vores fejl.

Smile and wave girls, smile and wave...

Vi er da godt klar over, at det aldrig let at åbne en virksomhed, og at det er som at finde en nål i en høstak i forhold til antallet af virksomheder der eksisterer efter de første 5 år. Og det endda oveni, at vi som piger også på et tidspunk skal begynde at tænke på børn, barsel og familie. For hvordan skal man da lige jonglere det rundt samtidig med en virksomheden, der måske ikke lige altid giver det største plus på kontoen?
Men hvad nu hvis ingen tog chancen? Hvad nu hvis alle fulgte ”Jante” og ikke tog chancen fordi de var bange for, at de ikke var gode nok, så ville vi ikke bo i et land, der lå nr. 6 på verdens rangliste over innovationslande! Men jo, selvfølgelig er det også hårdt at være iværksætter. Når det går mindre godt i virksomheden, skal man stadig være stærk, man skal stadig smile og være sød overfor medarbejdere og kunder og man skal kæmpe hårdt, også selvom man næsten ikke kan overkomme det. Man skal have et mindset til at tænke positivt, selv når det går skidt og man skal vide, at de næste mange år bliver hårde og fyldt med op- og nedture. Man skal være indstillet på at sætte sig op i en mental vild rutsjebane, der kører i flere år. Men hvis ikke vi havde kastet os ud i det, havde vi helt sikkert fortrudt, for den her rejse, har givet os nogle vilde lærdomme, kompetencer, egenskaber og venskaber. Og så skal vi nok finde ud af hvad vi gør med alt det der "hund, hus, børn og volvo...". For vi er kun blevet stærkere og har lært en masse om os selv, som vi også kan tage med videre i andre situationer.

 
startup iværksætteri
 

Et godt råd til dig der står overfor en situation og fletter fingre med Jante. Spørg lige dig selv en ekstra gang om, hvad du kan miste på at prøve og hoppe ud i det. Og herfra må du jo så finde ud af om du har lyst eller ej. Vi tror på, at det er noget man kan mærke i sin mave, om det føltes rigtig, om man er på vej det rigtige sted hen. For der er jo ikke rigtig noget forfærdeligt ved at miste noget man alligevel ikke havde i forvejen? Og det kan gælde alle ting. Om det er fordi du står overfor chancen om at starte egen virksomhed, om du skal beslutte om du vil prøve en gratis pole fitness time eller ej, eller om du skal spise den sidste kage eller ikke.

Det vi bare kan sige er: F*** Jante og de små sko - gå efter det du vil ha', prøv tingene af og tro på at det kan lade sig gøre.

// Nina & Maibrit

DK
EN