Nogle gange skal man stoppe op og mærke hvor man er på vej hen. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er lidt af en arbejdsnarkoman – lige nu sidder jeg her en lørdag aften kl. 20.30, efter en hyggelig dag med nogle veninder og skriver et blogindlæg. Det jo noget der skal gøres, og nu sidder jeg alligevel på sofaen. Enten kan man smide en Netflix serie på, læse en bog, eller man kan lige svare på nogle mails og arbejde lidt. Rigtig ofte tager jeg det sidste valg, så har man jo lige fået streget lidt ekstra af listen, og der er jo stadig masser af aftenen tilbage, til at nå Netflix senere.
Men heldigvis holder jeg rigtig meget af mit arbejde, hvilket jo også er derfor, at det ikke gør mig noget. Jeg nyder faktisk at sidde og arbejde. Det kan godt være jeg arbejder her lørdag aften, men så har jeg måske en brunch aftale mandag morgen i stedet. Det er en af de goder der er ved at være selvstændig og styre sin egen tid. Men det at være selvstændig er også ofte i store træk aldrig at vide hvad det næste skridt er. Nogle gange er man selv med til at tage valget, andre gange bliver valget delvis truffet for dig.
Da statsministeren den 17. marts gik på TV og lukkede Danmark ned, var der ikke mange valg at tage. Fra den ene dag til den anden skulle den forretning, hvor der hver dag er masser af liv i, på semi ubestemt tid holdet lukket. At genkalde de følelser mens jeg skriver dette oplæg, giver tårer i øjnene, og en klump begynder at samle sig i halsen. Jeg var virkelig bange for, at alt hvad vi i 3 år havde kæmpet for, fra den ene dag til den anden skulle forsvinde. At den base, det unikke fællesskab og den forretning vi har skabt skulle smuldre væk. Men heldigvis var det ikke den vej det skulle gå, både med hjælp fra det unikke fællesskab vi har skabt og som alle i Pole Republic er en del af, og det danske velfærdssystem vi har, er vi kommet ud igen på den anden side, med energi og gå på mod.
Men corona gav heldigvis også andet end bekymringer, det gav en tid til at tænke. Både i forhold til vores forretning og hvor den var på vej hen, men også hvor jeg selv var på vej hen i livet. Det gav tid til at geare lidt ned i forhold til normalt og gav mig tid til at tænke og mærke efter. Jeg har altid elsket at have travlt, men jeg kan også godt lide at have en base. I 8 år har min base været i min fantastiske lejlighed i KBH, men jeg vidste også at når vi åbnede i Odense, så ville min base primært være i en pakket taske og pendling mellem KBH og Odense. Det troede jeg at jeg var klar til, men pludselig kunne jeg mærke at det var jeg faktisk ikke. Min store drøm har altid været at rykke teltpælene op og få et spændende job i en udenlandsk storby, men den plan er i hvert fald for en periode sat på standby, for jeg kan slet ikke forestille mig at forlade Pole Republic. Men så slog det mig, hvorfor ikke flytte med til Odense og skabe mig en base der? Det er måske ikke er en charmerende storby i et andet land, men jeg fik stadig muligheden for at prøve noget nyt og skabe mig en base et nyt sted.
Nu sidder jeg her knap 4 uger efter jeg er flyttet og 7 uger siden studiet er åbnet, i min nye lejlighed. Jeg er virkelig glad for at jeg tog valget og flyttede med åbningen af vores nye studie. Det at være til stede hver dag og hilse på de nye mennesker der kommer i Pole Republic er noget af det jeg virkelig elsker ved vores forretning. Der er så mange skønne mennesker i denne sport, som deler den samme passion og jeg er langt fra bange for at føle mig ensom i denne nye by. Jeg er totalt klar til at skabe mig en ny base her og heldigvis er veninder ikke noget der forsvinder bare fordi man flytter et par timer væk.
// Maibrit
