Pole Fitness blev Natashas redning
Natasha er medlem af Pole Republic og har lidt af anoreksi i mange år. Men nu er det endelig slut. Vi er så glade for at have Natasha som medlem af vores efterhånden ret store poledance, hoop og silk familie, ligesom vi er glade for alle vores medlemmer. Vi er taknemmelige for, at Natasha vil dele hendes historie med os og jer, for at kunne hjælpe andre, der også har det svært.
Tak Natasha <3
Jeg hedder Natascha. Jeg er 24 år, læser medicin på KU, har 4 yngre søskende, vokset op med mor og far i Bagsværd og bor sammen med min kæreste på Frederiksberg. En helt almindelig pige, som har haft en helt almindelig barndom, gået i helt almindelig folkeskole, senere gymnasium og nu startet på Uni.
Men i sommeren 2007 fik jeg mig en bekendt, der skulle ændre min verden og definere min ungdom.
Jeg har altid været fysisk aktiv. Fra jeg var helt lille har mine forældre sendt mig til svømning “fordi det er praktisk” sagde de. Uge efter uge tog jeg trofast afsted. Jeg brød mig ikke synderligt om det og satte pris på dagene uden svømning. Jeg havde ikke rigtigt talent for det, alle mine veninder var hurtigere end mig og samtidigt havde jeg det svært med min krop, der var noget rund kanterne end de andre pigers.
Jeg har tit stået i badet og kigget ned ad mig selv og ønsket at maven ville forsvinde og blive helt flad; ligesom alle de flotte piger i magasinerne.
Nå, men det udviklede sig med svømningen og jeg blev rykket op på det første konkurrencehold.
Nu begyndte jeg at tro på mine evner og troen voksede da jeg en dag fik besked på, at jeg kunne rykke endnu et trin op til konkurrencehold C. I en alder af 10 svømmede jeg således 4 gange 2 timer om ugen og deltog i konkurrencer i weekenden.
Efter nogle år på konkurrenceholdet blev jeg kaldt op af vandet under et træningspas, placeret i et hjørne på en plastikstol, våd og kold, og fik så beskeden af to trænere; jeg var ikke længere hurtig nok til at fortsætte på konkurrencehold. Min verden brød sammen. Jeg havde kæmpet så utroligt meget for svømningen og udviklede mig hurtigt, men mit talent var ikke stort nok.
Hvis jeg ikke kunne svømme, hvad kunne jeg så?
I sommeren 2007 var jeg i Grønland på udveksling. De første 4 dage gik fint; jeg var betaget af den storslåede natur og havde det sjovt med min værtssøster. Vi gik dagligt ned til kiosken sammen for at købe en softice med kakaodrys og groft chokoladedrys.
Den 5. dag havde min værtssøster ikke lyst til is. Og i dét øjeblik slog det klik; som lyn fra en klar himmel. “Softice er jo heller ikke sundt” sagde anoreksien. Med de ord blev jeg suget ind i et spind af løgne jeg ikke kunne slippe fri af.
Jeg begyndte at fokusere utroligt meget på mad og vægttab og lavede et utal af regler for mig selv.
Jeg tog 1 portion aftensmad i stedet for to. Jeg ville kun spise mørk chokolade, for det havde jeg læst mig til var sundere end andre typer. Jeg tog bittesmå bidder for at blive mæt hurtigere og af mindre mad.
Da jeg kom hjem efter de 10 dage i Grønland havde jeg tabt 4-5 kg. Og jeg elskede det. Jeg var god til at kontrollere min mad. Jeg var god til at tabe mig og jeg fik ros for det.
Portionerne blev mindre og mindre. Kosten mere og mere restriktiv; ingen sukker eller fedt, ingen hurtige kalorier og masser af motion.
Vægten var min bedste ven. Jeg elskede at se tallene blive mindre.
Men efter 6 mdr. tog min mor mig til lægen. Nu kunne hun ikke tage ansvar for mig mere. Jeg havde tabt mig fra 54 til 46 kg og det gik stærkt nedad.
Lægen var ikke i tvivl om diagnosen: anorexia nervosa eller anoreksi i folkemunde.
Det var som om jeg ikke hørte, hvad der blev sagt. Anoreksi er noget andre får. Det er de der irriterende piger, der ikke spiser noget for at få opmærksomhed. Og nu var det mig.
De næste mange år gik med psykologsamtaler og besøg hos lægen. De syntes allesammen jeg klarede det så flot. I virkeligheden havde anoreksien overtaget mit liv fuldstændigt. Jeg VAR anoreksien – hende den tynde, som var lidt anderledes. Min identitet blev præget af anoreksien – jeg nød at være den tynde, der altid havde kolde hænder og lavt blodtryk. Jeg følte mig speciel.
Anoreksien vidste præcis hvad der skulle siges og gøres for at føre alle omkring mig bag lyset. Jeg snød med maden. Jeg skar mere og mere ned på kalorierne og i perioder levede jeg kun af æggehvider og vand.
Jeg passede min skole, færdiggjorde mit gymnasium og startede på min drømmeuddannelse. Men jeg gik sjældent ud, var næsten aldrig til fest, drak ikke og isolerede mig gradvist mere og mere.
Sygdommen hang ved.
Studiet tog nu al min tid og når jeg ikke var i skolen var jeg hjemme. Jeg gik lange ture, stod op i alle mine vågne timer og brugte hula hoop op til 8 timer om dagen mens jeg læste.
På 6. semester besvimede jeg til en forelæsning. Jeg blev kørt på akutstuen og det blev tolket som et vasovagalt anfald (en overaktivering af nervesystemet) og jeg blev sendt afsted igen – endnu engang havde det lykkedes anoreksien at undslippe indlæggelse.
4 mdr. senere kollapsede jeg på arbejdet og blev kørt med ambulance til Glostrup hospital. Jeg havde levet af 3 portioner havregryn med kogt vand og 3 æbler i alt om dagen – indtaget kl. 16, 20 og 24 – i det sidste år.
De tog et arsenal af blodprøver og udspurgte mig om mine spisevaner – jeg løg selvfølgelig som altid, men jeg var bange.
Det viste sig, at jeg havde en blodprocent på 5 (rammer den 4,5 skal man have en blodtransfusion) grundet jernmangel, mit hjerte slog faretruende få gange i minuttet, som tegn på energimangel, min kropstemperatur var 35 grader og vægten sagde 38 kg (fordelt på 167 cm).
Jeg var tæt på døden. Den pustede mig i nakken. Og jeg var ikke klar. Jeg skulle være læge, møde manden i mit liv, se mine søskende vokse op… Der var så meget jeg skulle nå.
Det blev starten på bedring. Jeg begyndte at tage på og blev langsomt klar til at tage andre mennesker ind i mit liv. I juni sidste år mødte jeg min dejlige kæreste, der har støttet mig lige fra starten og har en utroligt stor aktie i min bedring.
Men selvom jeg tog på og begyndte at spise langt mindre restriktivt og endda kunne nyde helt “forbudte” ting som chokolade og softice lurede anoreksien stadig i baghovedet – frygten for at tage på, den dårlige samvittighed og de evige interne diskussioner om mad.
I december 2017 begyndte jeg til Pole Fitness i Pole Republic og det blev den endelig ende på 126 mdr. i anoreksiens mørke.
Jeg var elendig til det. Jeg kunne ingenting, fordi mine muskler var så udtærede efter de mange år med mangel på mad og energi. Men jeg blev motiveret som aldrig før. Jeg så på alle de søde og talentfulde mennesker og besluttede mig for, at jeg ville være dygtig til det her. Jeg ville have en anden identitet end den anoreksien havde givet mig. Jeg ville være den livsglade, optimistiske og sprudlende pige, som jeg vidste var tilstede bag anoreksien.
Jeg indså, at jeg skulle være stærk for at blive god. Og jeg skulle spise for at blive stærk.
Så jeg begyndte at træne dagligt og øgede mit madindtag tilsvarende – med masser af proteiner og kulhydrater. Jeg tog på i vægt, begyndte at se mine muskler vokseog udviklede mig hurtigt! Tankerne om mad og den dårlige samvittighed blegnede og glæden voksede.
I dag har jeg været medlem af Pole Republic i præcis 300 dage, jeg er på Pole-niveau 2. I juni optrådte jeg for første gang med et aerial silk show og til december skal jeg optræde med et double julepoleshow.
Jeg er gladere nu end jeg kan huske jeg nogensinde har været. Jeg smiler og griner dagligt, har det fantastisk og jeg er slet ikke i tvivl om, at Pole Republic blev min ultimative redning. Jeg er social, udadvendt og fuld af mod på livet. Jeg er den pige jeg altid har været men ikke har kunnet udtrykke.
Pole Fitness har befriet mig og jeg er evigt taknemmelig.